Vi maler sammen hver for sig – Bølger

Så ville det have været vores sidste akvareluge. Nogle af os ville have spist frokost sammen i Kulturhuset,  og måske ville der andre steder have været hjemmebagt kage, og mens vi malede, ville vi have fortalt om vores rejseplaner for sommeren. Jeg ville have sagt, at nu skulle I huske jeres skitsebøger.

Sådan er det ikke, men jeg synes stadig I skal tage skitsebøgerne med jer, hvor end I kommer hen i sommerlandet.

Lena og jeg håber stadig på, at vi kan være med i en snarlig genåbning. Sker det, og vurderer vi, at alt kan foregå trygt, så har vi planlagt 4 gange i april. Samme tider og steder, som I kender. Vi krydser fingre.

Jeg synes stadig det er koldt, men når solen skinner er det forår. Sådan opfører jeg mig i alt fald. På fælleden er der fyldt med småfugle, og forleden så jeg en tårnfalk. Jeg har ikke malet den endnu. Jeg har heller ikke fået malet udsigten fra den store bakke. Når jeg kommer op på toppen kan jeg ellers godt bruge lidt tid til at stå stille og få pusten.

Ugens emne skal ikke være flere fugle eller udsigten, selv om det måske også kunne inspirere jer. Mit emne lige her og nu er bølger.

Vi skal en tur til Nordjylland og besøge børnebørn. Og deroppe skal man også ud at gå langs det store Vesterhav. Sidst vi var deroppe stormede det vildt og voldsomt, og farmoren fik våde sokker, da hun ikke kunne komme tæt nok for at fotografere bølgerne. Til stor morskab for Dan og børnebørnene. Billedet er først malet, da vi kom hjem … De ville sikkert også have fundet det morsomt at se mig holde på hat og briller og akvarelpapir, samtidig med at jeg skulle styre min pensel!

Hvis du synes bølger lyder svært, så har du fuldstændig ret, men man skal vel også have en udfordring ind imellem. Og det er så dejligt at gå langs vandet, man tænker så godt. Tør du?

Ellers må du kaste dig over en vadefugl på stranden.

error

Følg os også på:

Instagram